Fra frivilligt brandkorps til i dag

Brandkorpsene har, så længe der har været byer, været en naturlig del af bybilledet, og hvor det i rigtig gamle dage bare var hele landsbyen, der deltog i slukningsarbejdet, så blev det senere til at det var frivillige, der meldte sig under fanerne. Der var dog lavere krav til dem, der deltog på frivillig basis. Man skulle dog være mand og af voksen alder, der stod i de papirer, som i dag er uFirefighters_spray_foamdstillet på Arbejdermuseet.
De lokale brandsprøjter blev kaldt ud, når der var gået ild i bygninger og ved hjælp af håndpumper og eventuelt med vand fra lokale søer eller gadekær, brugte de vandet derfra, der blev pumpet gennem slanger til at bekæmpe ilden. Det har været et barskt job, og der har været en stor risiko ved at bestride. Det har således været et arbejde, hvor mange har mistet førlighed eller livet. Sikkerheden bag det, og langt mindre træningen, har jo ikke været, som det er tilfældet i dag.

Som tiderne ændrede sig, kom der et krav om, at de mange brande kostede for meget, og man ville have et professionelt korps, der kunne tage sig af brandene. Det var dog specielt i de større byer, hvor man skulle have et professionelt korps med en hurtig udrykningstid. De professionelle korps blev oprettet, og der kom bedre og nyere udstyr til, så de kunne efterkomme de krav, der fandtes om at få slukket brandene hurtigt og sikkert.
I takt med at der kom mere og mere teknologi i det moderne samfund, er det ligeledes krøbet ind i brandkorpset. Dette er med til at sikre, at der er en øget sikkerhed for brandfolkene, og det er noget som både de selv og deres familier sætter meget stor pris på. Det er jo uden tvivl vigtigt at få slukket brande, men det er vigtigere, at de brandfolk, der udfører arbejdet, kommer sikkert hjem igen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *